Hvem arver og hvor meget, hvis der ikke er oprettet et testamente?

Seneste opdatering: 10/1/2012

Hvis der ikke er oprettet et testamente, gælder følgende regler i de forskellige tilfælde:

  • Hvis den afdøde var ugift og ikke havde børn, arver begge forældre eller den forælder, der stadig er i live (art. 6 i den bulgarske arvelov). Hvis den afdøde kun efterlader sig arvinger i opstigende linje i anden grad eller højere, arver den nærmeste grad (art. 7 i arveloven). Hvis den afdøde kun efterlader sig brødre og søstre, arver de lige (art. 8, stk. 1, i arveloven). Hvis den afdøde kun efterlader sig brødre og søstre og slægtninge i opstigende linje i anden grad eller højere, arver førstnævnte 2/3, mens slægtningene i opstigende linje arver 1/3 (art. 8, stk. 2, i arveloven).
  • Hvis den ugifte afdøde efterlader sig børn, arver de lige (art. 5, stk. 1, i arveloven). Et afdødt barns arvelod overføres til barnets livsarvinger efter afstamning (repræsentation).
  • Hvis den afdøde efterlader sig en ægtefælle, men ingen børn, slægtninge i opstigende linje, brødre, søstre eller deres livsarvinger, arver ægtefællen alt (art. 9 i arveloven).
  • Hvis den afdøde efterlader sig en ægtefælle og børn, arver ægtefællen og børnene lige (art. 9, stk. 1, i arveloven).

Har registrerede partnere eller ikke-registrerede partnere ret til at arve?
Ikke-registrerede partnere – i bulgarsk lovgivning findes der ikke et registreret partnerskab – kan kun arve, hvis de er indsat i et testamente, da de ikke er legale arvinger.